Nyt år, nye muligheder

Det er vel på tide at bryde min ikke-skrivnings-afhengighed.
De fleste har nok fundet ud af at min norske blog er blevet opdateret i mellemtiden, og jeg vil også anbefale at lige kigge indenom på begge, da jeg højst sandsynligt skriver én om gangen.

Ok, Nu har jeg lige sprunget over hele vinteren her. I midten af februar har vi fuldt forår, tak Gud for det, og i dag har jeg gået rundt i shorts og blevet lidt brunet på mine ellers hvide ben. Der er op mod 20 grader i skyggen midt om dagen, og vejret er uklanderligt fint:)
Det startede for lidt over en uge siden, og jeg håber inderligt at det forbliver sådan fremover, uden nogle tilbagefald til det fugtige gråvejr vi havde efter kuldeperioden i slutten af december. Det er utroligt hvad sol gør med humøret, nu går alt pludseligt opover:)

Ok, nu skal jeg være ærlig; faktisk har jeg ikke haft det helt fint de sidste par uger. I slutten af januar skete der noget, og min optimisme forsvandt. Det var efter at vi var passeret halvvejs af året, og jeg kan ikke forklare helt hvad det var, men jeg fik min første, og sidste, ordentlige nedtur. Jeg har ikke sagt noget fordi jeg ikke gider at skabe unødvændig bekymring blandt familien, så jeg siger det nu da jeg er på vej op igen:)
Jeg indså at der ikke manglede ret meget, og så var det trist, og på den anden side har jeg været her så længe, og det hele er svært at forklare. Og så har jeg lige den sidste tid savnet en familie. Altså, jeg har det egentlig strålende her, og Luisa og Luis er meget søde og alt det der, men vi er ikke særlig tæt på hindanden, desværre. Indså at jeg savnede een eller anden at kunne snakke om alt med. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg tror ingen af os føler os helt "fri" overfor hinanden. Der er ligesom eet eller andet der spærrer for helt åbne forhold. Jeg tror de er bange for at "blande sig" for meget ind i mit liv. Det er klart at det er svært for dem at pludselig få en 17årig pige ind i huset, da deres børn for længst er voksne, og jeg kan også skylde på mig selv, da jeg lukker mig selv inde når jeg ikke umiddelbart føler mig komfortabel med at snakke om personlige ting. Jeg har ikke været så meget hjemme i det sidste, og egentlig er det nok mest min skyld, men jeg føler også jeg har prøvet at prikke hul på den boble, uden resultater. Så det hele fik mig lidt ned en tid, men INGEN GRUND TIL PANIK. Jeg har det stadig som blommen i et æg, set fra et generelt synspunkt:D
Heldigvis kom solen og varmede det hele (det er sjovt hvor kuldrede portugisere bliver med vejret:) Man kan se på folk inde i et rum at der er sol udenfor. Og jeg troede folk var hyggelige i vinter! Som en lærer sagde mig "Vænt og se, om en mnd er alle ude på gaden og helt forårsglade, og meget mere åbne end det du har set til nu").
I går snakkede jeg med Dúlio om mine kvaler, og han sagde at det eneste man kan gøre, er at snakke om det. Det tror jeg bare ikke jeg klarer, for det bliver jo som at anklage dem for noget jeg selv er skyld i. Men han skal snakke med en fra AFS der er god til disse tilfælder, og så ser vi hvad vi gør. Han sagde at ihvertfald skal jeg ikke gå rundt og have det "sådan helt ok..." helt til sommeren.

Det er en styrkeprøve, men jeg klarer mig:) Alt ordner sig.
Jeg har altid Santos, og det er dejligt. Har været der en masse de sidste uger, og føler mig helt hjemme der, og mig og Vanessa ser filme og spiser popcorn, jeg skændes med David, og spiller fodbold med Dúlio og bliver fedet op af Sara ("Ej, Julie, du er godt nok blevet tynd! Og det mener jeg" Det tror vi på. Det er sådan man siger her når jeg KUN er 5 kg tyngre end ved ankomst. Heldigvis er jeg på vej ned til min normalvægt igen efter at have været oppe på skræmmende 70 kg. )

Men ja, hvor var vi?
Julen, ja. Først må jeg sige tuisnd tak for alle gaverne:) Dejligt dejligt, har aldri fået så mange før! Blev meget glad for alle:) Specielt tak til bl.a. Farmor og Farfar for broderiet. Det skal jeg tage godt vare på:) Og til Bjørn der sendte "Peters jul". Og alle andre! (Unicef-gaver fra de "gamle" kåres til bedst brugte penge)
Jeg må sige jeg foretrækker julen hjemme. Bortset fra gaverne og maden var det ikke noget at snakke om. Ingen kagebagning, ihvertfald ingen sne, ikke engang rigtigt træ, ingen julesange, ingen særlige traditioner. Men jeg havde da en fin ferie:)

Nytårsaftenen blev fejret i Lissabon med Juan og Charlotte. Propfyldte metroer, fyrværkeri fra Praça de Comércio, diskotek under Ponte 25 de Abril til kl 4 om morgenen, og så til Juans hus og sove. Annerledes end nytårsaften i lille Sauda.

Nyt år, nye muligheder, og ny klasse. Det må vel kaldes mit bedste valg her i landet. Nu vil jeg ikke have weekend.
Sådan udover at gøre noget nyttigt i timerne, og få sving i hjærnen igen (selv med pinlige karakterer i begyndelsen), er klassen den bedste. Dejligt samhold. Antager at det er den eneste klasse i skolen der er sammen udover skoletiden. Det er den type klasse der tager på campingture o.l. i sommerferien, hvor andre har sine egne vennegrupper.
Dejligt dejligt. Og ovenikøbet er det den med de underligste og skøreste folk, men det hænger nok sammen. I kan læse om min kritik af norsk ungdom i den anden blog.
Denne klasse har bekræftet min teori om at realfagselever er de mest interessante, hehe:)
I modsætning til den gamle klasse, hvor jeg da havde det helt okay selv om de ikke har noget af det fællesskab, er Janteloven ikke-eksisterende i denne her. Og sammenlignet med Norge er det heltt ekstremt. Folk er skøre og har ingen hemninger, og mest af alt er de så ærlige om alt. Alt.
Eks; "Du har en bums dér". "hov, haha, jeg pruttede". "Jeg kan ikke lide dig, du er irriterende"
Svært at beskrive, det lyder skørt på denne måde, men alt er så åbent, og man snakker om det hele. Fjærner ubehagelige stæmninger.
Vi har haft karaokeaftener og set film, fodbold i "ringen" efter skolen, Miljøklub i lunchpausen om mandagen, bandøvelser i pausen om torsdagen og fritimer i kantine/opholdsrum hvor vi har ansvar for skoleradioen. Dejligt.


Jeg har været i Lissabon de to sidste lørdage for at møde andre AFSere. Det har også været hyggeligt, og Lissabon har altid pæne ting at se. Jeg er betaget af Bairro Alto, "det "høje" nabolag", med alle de søde gader og det hele er meget portugisisk.
Fra Belém ved elvebredden kan jeg ikke lade være at bruge kamerabatteriet op - den røde bro, den glitrende elv Tejo, sejlbådene, statuer og monumenter, bakkerne på den anden side og Cristo Rei der passer på byen. Smukt uanset vejr, men da der næsten altid er sol bliver det endnu bedre.

Andre hændelser; besøg af Louis fra New Zealand, Juans fødselsdag 31. januar, Corta-Mato skoleløb som jeg vandt igen (og skal til 3. etape i Setúbal 5. marts)

Jeg har ferie. Karneval, der startede i går og varer til onsdag. I går var een af det bedste dage skolemæssigt. Klokken halv 8 mødte 90% af klassen op hos André, og vi klædte os ud og ordnede os med ivrig hjælp af moren. Her er karneval ikke kun for at børn skal spise slik, her klæder man sig ud og går i skole. Personligt gik jeg for 80'erne-stil med skrigende farver og converse-sko. De andre piger i klassen klædte sig ud som gale forskere med interessante resultater - wc-børster og paletknive som redskaber - og højdepunktet var drengene.
Én gang i året får de et indblik i kvinders komplicerede verden med højhælede sko, BH-er og make-up. Det var fantastisk vittigt:) Parykker og dametasker og flagrende skørter, og hårede ben og brystkasser sådan ind i mellem.
Der var også et par der klædte sig ud som aldrende, delvist alkoholiserede mænd fra landsbyerne i nord, med sammenvoksede øjenbryn, ølvom, stråhat og de dér grimme rudede jakker fra 70erne.
Det hele var ganske forlysteligt, og vi fik aldri rigtigt gjort noget nyttigt i skolen. Da vores klasse var den med flest udklædte, blev vi hæntet for at tage et lille optog gennem lærerværelset og sekretariet før vi fik tidligt fri.
I morgen skal vi til Sesimbra og se optog, og også tirsdag aften. Det er ikke helt karneval i Rio de Janeiro, men det er ihvertfald noget andet end "bollesøndag" i Norge. Og jeg elsker det:)

Sproget, ja, hvordan er det? Jeg er begyndt at arbejde med at fjærne min grimme accent jeg tit og ofte bliver drillet med, men jeg tror det går fint. Forstår alt uden problemer, og skriver af een eller anden grund bedre end jeg snakker.
Nu er jeg aktivt deltagende i timerne, og klarede at få 15 på min filosofiprøve (på en skala fra 1-20, og <10 er negativ) sidste fredag. Det er jeg dejligt tilfreds med, da det går meget på sprog, og vi ovenikøbet leverede en tekst ind, og jeg der fik 70 af 80 point. Klarede at få 5,3 på matematikprøve, ved ikke engang hvorfor. Men jeg begyndte jo midt i året, og har mistet en del af det de har haft tidligere. Fik også 9,5 både i biologi og fysik, men de sagde at det ikke var galt da jeg jo er "ny" i klassen. Fra nu af skal vi ikke se flere negativer:) Jeg arbejder også hårdere, så det skal nok gå.

Ellers er der karnevalet nu, og næste weekend er der overnatningsfest hos Paula, da hun og Ana bliver 17 (jeg går med dem der er fra 1992), og så skal jeg se om jeg klarer at komme til Tomar og Aputsiaqs skolebal lørdag til søndag. Så er der jo også snart påske, gudbevars, og besøg fra div gamle kændinger hjemmefra:)
Selv når ikke alt er lige sjovt, flyver tiden. I skal se, om en uge står jeg hjemme i haven med fjæld og træhus og blommetræer istedetfor sand og palmer og citrusfrugter.
Selv om man også møder modgang, er dette en meget vigtig erfaring. Det har virkleigt åbnet mine øjne.
Man kan jo heller ikke altid få alt man vil have. Hvad der ikke dræber dig, gør dig stærkere:)

Og der er altid dejlige øjeblik, som at ligge tre piger i græsset i parken og sole maven og grine af sjove historier, sidde på taget udenfor mit vindue og skrive dagbog og lytte til gøen og trafik og fuglekvidder, timer hvor læreren ikke møder op, og man går hen og spiller fodbold, eller bare bliver siddende og snakke i skolegården, "løbeture" til kagefabrikken om aftenen, sidde sammenklæmte på en betongbænk en kold og klam søndagsmorgen med brølende fædre rundt om for at se Bruno spille fodboldkamp, sidde og klimpre gitar og keyboard med Ana Lisa (der er så skør at jeg ikke kan beskrive det), komme hjem til brusebad, varm suppe og god TV-serie efter en hård omgang i træningscenteret, ovenikøbet når Matilde, Daniela og jeg betalte 4,75 euro for TRE lusne stykker konfekt i en slikbutik, og de ikke en gang smagte særligt godt.
Som jeg så at Marte havde skrevet,
lær at elske de nære ting.

Over og ud for denne gang:)

Feliz Natal!

Skrevet 23/12.

Luisa har vasket spisestuen, juletræet er bygget for længe siden, og gaverne ligger ud over gulvet.
I morgen er det juleaften. Det har jeg svært ved at forstå. Måske fordi der ikke er så mange juletraditioner i adventstiden her - ingen kagebagning, adventskrans eller kalender. (Jeg har dog haft en dejlig pakkekalender - taaaak Bodil - men det har de aldrig set her før).
Og vejret hjælper ikke så meget på stemningen - det er som en flot maj måned. Desember har været rigtig kold, jeg har i gennmsnit frosset mere end jeg har været varm. Huset er elendigt isoleret, og skolen har Ikke nogen som helst form for opvarmning. Den sidste uge har været rigtigt dejlig, og jeg er i forårshumør. Solen er utrolig stærk, og jeg gruer for hvordan det bliver når der faktisk bliver forår. Jeg bliver jo solbrændt allerede, og vi er på den koldeste tid af året, Vær klare til at modtage en tomat når jeg kommer tilbage;)

Nu er første af skoleårets tre perioder gennemført. Det er lidt vildt. Og jeg har haft min sidste dag med klasse 11C. Fra januar skal jeg gå i 11A. Det glæder jeg mig til:) Efter masser af masen fra min side, gik min vanskelige skole endelig med på at lade mig skifte fra samfundsfag til realfag. Så fra nu af bliver det hårdt arbejde med matematik, fysik, kemi, biologi etc. Og ekstra hårdt da jeg mangler den første del af året. Men bliver dejligt at gøre noget igen, og uanset havde jeg nok ikke kunne gjort meget pga sproget, jeg har jo kun lavet prøver den sidste måned. Selv om det måske er lidt dumt at flytte fra min klasse nu, tror jeg ikke det bliver noget problem, da jeg allerede kender mange af de andre, og faktisk kan lide dem bedre.
Og Jeg kommer jo i klasse med Charlotte også.

Farfar spurgte om julefejringen. Portugal er katolsk, men fejringen er ikke specielt anderledes. I fredags var jeg til messe for første gang i luftforsvaret, i deres juleafslutning. Det var interessant nok, der var bare lidt for koldt. Det der er forskælligt, er at præsten har sådan nogle medhjælpere (voksne), og deres tøj. Og Mod slutten kunne dem, der ville, gå frem og spise nadverdsbrød og blive velsignet, og helt til sidst, blev en dukke af Jesusbarnet holdt frem, og man kunne gå og kysse den. Chokerende nok gjorde jeg det, og regner med at Han forstår, selvom jeg ikke tror:P Det var sjovt fordi alle fik en lille Jesusfigur af plastik bagefter.
Juleaften spiser man middag, og fra midnat åbner man gaver. 1.juledag er der julealmoço med familien.
Som sagt er jeg ikke i så meget julehumør. De fleste af kagerne og sådan er købt, og der lugter ikke af jul eller noget (plastiktræ, skræk og gru), men jeg kan jo ikke sige det skader at prøve:) Hvis jeg kunne vælge nu, ville jeg nok uanset valgt at være her, bare for denne gang. Så kan jeg holde dobbelt så meget jul næste år.
Jeg bliver jo tosset af at ikke have noget instrument her, så jeg har ikke fået spillet en eneste julesang. Heldigvis fandt jeg ud af at de har et dejligt stereoanlæg de aldrig bruger, og fik støvet det af og spillet noget musik.

Da jeg var i Tomar for at besøge Aputsiaq den første weekend i december, tog moren os med til Fátima, der er "kilden" til en stor del af den religiøse tro her. I et oliventræ foran kirken, viste Vår Frue sig for tre børn 13. maj for længe siden (husker ikke nøjagtigt årstal), og hver måned den 13. er der stort optog og hvad ved jeg, og den 13. maj kommer over en million pilgrimer. Tror nok Luisa plejer at tage derhen. De blev nok ekstra perplekse da paven også døede 13. maj.

Jeg har snart haft ferie i en uge. Vi fik fri i torsdags, og om aftenen tog Charlotte og jeg på julehandel i Forum Almada. Det endte ganske interessant; vi kom gående derfra med hvert vores skateboard under armen. Guderne må vide hvad der gik af os, da ingen nogensinde har prøvet det før, men vi bestemte os for at det der skal vi lære, og gøre en storslagen entré første skoledag. Det må vi nu se på, men underholdende var det ihvertfald!

Fredag var jeg med Luisa, Pedro og Mariana til den fest i luftforsvaret. Tror jeg kan give den skylden for at jeg er halvsyg idag; der var sikkert 5-10 grader, og vi blev siddende i 5 timer tror jeg. Det blev holdt inde i en julepyntet fylgarage. Men var da sjovt nok at se, med god underholdning i form af tryldekunstner og klovne.
Om aftenen var jeg med naboen til cirkus i Lissabon - verdens største sagde de. Det ved jeg ikke, men det var da flot, bortset fra dyrene (der selvfølgelig er flotte, men jeg kan ikke holde ud at se vilddyr i fangenskab).

I lørdags havde vi peberkagedag hos Charlotte, sammen med Damla fra Tyrkiet, som Charlotte havde besøg af, Vanessa og Yulia fra min klasse (der forøvrigt er ukranianer, så vi var fuldstændigt internationale). Peberkagerne blev lidt underlige (også de få der ikke blev brændte), men det skylder vi på mangel på rigtige ingredienser. Underligt land dét her. At det skulle være så svært at få stødt ingefær. Eller sirup!
Jaja, lidt jul smager de dog:) Bagefter så vi "Polarekspressen".

Søndag var turistdag for mig og Juan, igen. Tog til Lissabon om formiddagen og kom hjem rundt 9. I mellemtiden fik vi set ca alt af metrosystemet (brugte sikkert 2-3 timer på kun at bevæge os rundt og lokalisere div steder og attraktioner), elektricitetsmuseet, spist de ægte Pasteis de Nata fra Belém, og set Colombo, Europas næst største købecenter, og en helt enorm sløsemaskine, 7 etager tror jeg, og så mange butikker at jeg ikke gider at tænke på det, propfuld af fristelser og folk der er for svage til at modstå. Jeg har aldrig set noget lignende. Og et monstrøst juletræ i midten.
Haha, Juans turistbog lærer mig lidt af hvert. Det er ret pinligt at skulle gå rundt med den(som om folk ikke tror jeg er turist nok i forvejen), men vi kan vel takke den for at finde rundt. Får da set div interessante ting sådan.

Mit humør er som altid strålende (bortset fra ondt i halsen), og jeg føler jeg har det bedre hver dag, selvom det snart ikke kan være muligt længere:P
Efter julealmoçoen sidste lørdag med AFS blev jeg bare endnu mere tilfreds med tilværelsen. Mildt sagt noget lort at det kun varede een eftermiddag, men jeg bliver altid opmuntret af at høre de andre der klager over hjemve, at de skal/har skifte(t) familie, søskende der ikke kan acceptere dem etc etc, at jeg kom hjem på en sky og fik lyst til at klemme L&L flade fordi jeg har det så fint:)
Tror nok jeg kan takke min tilpasningsevne og optimisme lidt, for jeg kunne da nemt have funnet tusind ting at klage over. Men er enig med Juan; tror vi er nogle af de få der ikke har nogle problemer med familien, eller lider af hjemve nu. Det er jo fint nok, for vi gider ikke at sløse tiden væk ved at være negative.
HJÆLP, vi har kun 6 mnd tilbage! Skræk og gru! Det værste bliver at skilles fra de andre fra AFS, vi nok ikke ser igen.
Typisk mig at blive bedst venner med dem der kommer fra den anden side af jorden - om en uge kommer Louis (New Zealand) på besøg her, så jeg skal være turistguide her og i Lissabon. Han bor i Braga, helt nord mod spanskegrænsen, og skal være her weekenden før skolen begynder.

Yeeey, det er da godt at vide at jeg har verdens bedste venner og familie, også derhjemme:D
Haha, Luisa siger at der aldrig er kommet så meget post hertil som efter jeg flyttede ind. I forgårs fik jeg f eks julebrev fra Irene, Bodil&Eigil, julegave fra Bjørn, og dejlig pakke fra Hallvard, Stina og Eirin (Ja, synder, jeg åbnede den. Fordi jeg ikke genkendte skriften og ikke forstod hvad det var), med mælkechokolade, chokolade og chokolade og Smørbukk-karameller, norsk sladderblad (Her&Nå) og "Tre nødde til Askepot" på DVD:D Så der bliver nok jul alligevel.
Og i går fik jeg julekort fra min søster, og tak allesammen for opmerksomheden! Også fra julemails. Regner med at I forstår at jeg ikke er så meget på internet, og derfor siger jeg det her;

GLÆDELIG JUL ALLESAMMEN! Og godt nytår. Og håber I alle får en dejligt ferie og en hyggelig tid sammen med familie og venner. Og alle gode ønsker i det nye år:)

Nu kan vi jo snart sige at vi sees i år:)

Billeder

Tilmann, Julie og Juan på Sporting-kamp













Kulturkollision:) Elsker det <3 onblur="try {parent.deselectBloggerImageGracefully();} catch(e) {}" href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEg0yrol2K_-JlUA0tEsFQ_4funmZ9RqC1kzhX4EvPF4d1U3XMpTV0wdo3miFKq_1m-29DhMX6x4YMpJyn4zLNWfqik0CJ32x6OeQt-2yQErMob_ZCBMAHtu2FkDVFBOb9-rtBvtZf8Bwmf9/s1600-h/DSCN3783.jpg">














AFS-lejr i oktober. Fantastisk:)












Mine Forældre, Luis og Luisa på Cabo Espichel














Alle AFS-ere fra sydportugal













Sarah og Julie:)














Min stue

Efteraar:)

I dag er der dårligt vejr. Jeg er ovenikøbet syg. Var ret forkølet i morges, og nu er jeg kvalmen, og har ikke spist noget særligt. Bekymrer mig overhovedet ikke, men blev fortalt at lægen er lige i nærheden, så vi kunne gå hvornår som helst, hvis jeg skulle få brug for det. Hah, gå til læge for en lille forkølelse! man har da ikke vikingeblod i årerne for ingenting.
Bliver passet og plejet og pakket ind, så ingen grund til panik.

I dag er det to mnd siden jeg ankom den vestlige verdens vugge. Det kunne været tyve år siden. Og det har gået så vildt stærkt. Oplever så meget nyt at jeg får følelsen af at have været her rigtigt længe.

Det der er værdt at snakke om er bl.a. 6ugers-lejren 17.-19. oktober. Rejste til .et sted ude på landet udenfor Lousã og var i en stor lejrskole-camp-ting sammen med alle AFSere fra syd-Portugal.
Det er den mest fantastiske weekend så langt jeg kan huske.
AFS er virkleig en god ting. Ikke bare bliver man kendt med det land man er i, man får også kendskab til ræsten af verden.
Allerede efter halvanden måned havde alle forandret sig meget - alle til det bedre. Alle var bedstevenner fra første øjeblik, og al den blyhed vi havde med fra hjemlandet da vi landede i Lissabon 5. sept var som blæst væk.
Boede 8 stk sammen i rummene, blev vækket af en forbasket irriterende trumpetfanfare i højtalerene kl 8 hver morgen og tog brusebad i en iskold garderobe med koldt vand, spiste i spisesalen sammen, og sov ikke mere end 4 timer hver nat. Fantastisk. Lige sådan det skal være:D
Havde en masse sjove lege (AFS er verdensmestere til at have sjove aktiviteter) og fik snakket om vores oplevelser så langt.
Og problemer.
Dejligt at få snakket med nogle der ved hvordan de andre har det. Det hjalp også at få at vide at de andre har det som dig, og ingen har det så meget bedre, som man går rundt og tror.
Vi havde allesammen taget traditionel mad med, og fredag aften var der international middag. Ejj, hvor der var meget godt:)
Lørdag aften havde vi international aften, og alle viste noget fra sit hjemland (os nordkvinder lærte f.eks de andre "Bro bro brille"), og vi havde et dejligt stort lejrbål hvor vi sad rundt mens der var opvisninger og kurser.
Rejselysten er ihvertfald tændt for godt. Blev rigtig gode venner med bl.a. Juan, en columbianer (der passende nok bor i naerheden. Det goer Tilmann ogsaa, en tysker jeg ogsaa snakkede en hel del med), og han fortalte en hel masse om hvordan de gør og lever. Vores kultur er så... kan jo ikke sige almindelig, men kedelig. Der sker jo ikke andet en jul og påske og sommerferie.
Og som de danser! Iiiih, misundelig.
"Hvor lærte du det?!"
"Det ved jeg ikke"
Deres opvisning var selvfølgelig dans. Jeg kunne godt tænke mig at se en almindelig norsk dreng gå alene ud foran de andre og vrikke på røven på den måde, og ovenikøbet klare det uden at se dum ud.
Latin-Amerika er mit næste mål, for dem der er interesserede;) Nu har jeg "set for meget" til at jeg kan blive boende i Norden ræsten af min tid. Verden er så stor og mangfoldig.

Nej, den lejr skulle varet i mindst én uge, og vi skulle haft det hver måned. Næste gang vi samles er til julemiddag, og da er det kun en eftermiddag. Frygteligt. Hvordan skal man få tid til at snakke med alle?
Var rigtigt sørgeligt om søndagen, når vi tog tilbage. Vi var heldigvis en hel flok der skulle til området rundt Lissabon, så vi havde jo selskab af hinanden, men da gik det op for mig hvor mange af dem jeg bliver kændt med jeg aldrig skal se igen.
Efter dette år kommer jeg til at have venner i USA, Costa Rica, Colombien, Uruguay, Grønland, Thailand og Tyskland osv osv, som jeg aldrig kommer til at se igen. Det smærter.

Nå, den weekend var guld værdt.

Ellers er jeg sluttet på futsal igen, efter at have været der tre gange. Piger er dumme. Dem der spiller, gider ikke at snakke til mig og Sarah, og selvom det er SKØNT at spille fodbold igen, gider jeg ikke at bruge min tid på noget jeg ikke synes er sjovt. Har travlt nok i forvejen.
Jeg er begyndt på nautiske aktiviteter i Lagoa de Albufeira, 20 min herfra. Der er smukt, og helt perfekt når solen skinner. Det er fantastisk sjovt. To gange i ugen i 3-4 timer tager en flok fra skolen med to gymnastiklærere i minibus og padler i kajak. Bliver helt ødelagt i overkroppen, men det er altså så sjovt. Senere skal vi til med surfing og vindsurfing:)
Skulle have været i dag, men blev aflyst pga regn og for meget vind.

Sidste lørdag efter padlingen tog jeg med Sarah hjem og spiste grillmad sammen med hendes tossede, brasilianske familie. Jeg får da oplevet lidt af hvert:)
Om aftenen tog Pedro (bror, 29) mig med ud i Lissabon. (Ingen fare, Bodil, drak kun sodavand). Vi var først nede ved vandet på "as docas", det hippeste sted i byen, med diskoteker og natklubbe på rekke og rad. Bagefter tog vi til "Club Havana" i EXPO, og dansede i to timer til latinorytmer. Kom hjem kl 3 om natten og spiste nybagte "indbagte pølser" fra bagerens bagdør:)

Mandag og tirsdag har jeg været på studietur i Lissabon. Mandag med min engelskklasse og en biologiklasse for at se Oceanáriet, største akvarium i Portugal (?). Det var sjovt, selvom Bergens akvarium er bedre. Det gode med sådan noget, er jo samholdet. Rejste i bus, og er blevet bedre kændt med folk i løbet af de to dage, end i løbet af halvanden mnd i skolen.
Tirsdag var det med geografiklassen og en anden jeg ikke helt ved hvad er. Vi så Museu do Ar og Museu de Comunicações.
Interessant, men det sidste var lidt for langtrukkent, og jeg var lidt for træt, så jeg havde problemer med at holde mig vågen.
Var meget tilfreds, da jeg med hånden på hjærtet kan sige at jeg forstod ALT guiden på luftfartsmuseet sagde! Haha:D
Og nu kan jeg stort set verbtiderne. Mangler kun at kunne dem uden at måtte tænke mig om, og så udvide mit ordforråd.

Så bortset fra mine små helseproblemer, går det strålende. Skal begynde på dansekursus med Dúlio når han finder noget.
Og nu er det ordnet med skolen og AFS, så vidt jeg forstod, så 15. november kører vi til Algarve, med planlagt besøg til Sys-Spanien:)
Jeg kan ikke klage:)

I morgen er det Halloween, og jeg skal på fest. Lørdag skal jeg padle, hvis vejret tillader det, og forhåbentligvis møde Juan Pablo bagefter i Lissabon:)
Søndag er det "passear" til Évora.
Travle dage, og tiden flyver.
Selvom der er øjeblik hvor jeg godt kunne trænge en ORDENTLIG dyne, istedetfor lag med tæpper, nyder jeg det, for jeg ved at jeg aldrig får det tilbage, og jeg har ikke tid til at være trist mens jeg er her. Næste år på denne tid kan jeg sikkert gøre hvad som helst for at komme tilbage.

Nu skal jeg til min anden familie og se film med Dúlio:)

(skrevet hjemme før publisering pga mangel på internet)

Ny adresse

Har flyttet nu, og er kommet over hjemveet til familien Santos. Begynder at blive vandt til at leve med kun et eldre par, og har det fint.
Naar jeg taenker over det, er det jo naesten saadan jeg bor i Norge; Stort hus, med et par der har udflyttede boern.
De er rigtigt soede, selvom jeg stadig har foelelsen af at vaere paa besoeg hos bedsteforaeldre.

Har faaet kommentarer om daarligt sprog, og jeg maa bare beklage. Jeg tror ikke jeg taler noget sprog rent for oejeblikket. Min engelsk er pludselig blevet fuld af fejl, og ordstillingen i norsk og dansk er blevet underlig. Naar jeg kan portugisisk flydende, regner jeg med at det ordner sig igen, men for oejeblikket taenker jeg en blanding af norsk, engelsk, dansk og portugisisk. Saa I er advaret.

Mine nye foraeldre, Louisa og Louis, er meget soede, og jeg tror de er glade for at faa mig istedetfor Charlotte. De rejser en masse, og Louis, verdens soedeste "gubbe" (rigtig portugiser, med tyk mave, og verdens hjerteligste vaesen), er helt vild med at vise steder til folk, og vil tage mig med overalt. Det er godt:D
Vi skal sandsynligvis til Algarve midt i november, hvis bare AFS godtager det:D

Selvom jeg var trist de foerste dage, goer dette aar utrolige ting med mig. Er blevet meget "staerkere", og nu har jeg paa en maade den foelelse af at jeg kan klare alt.
Nu er jeg bare glad for at jeg har faaet lov til at bo i den dejlige familie Santos en tid, og at jeg har en familie der er soed nu. Jeg har familier over alt:) Er altid velkommen her(er hos Santos pga mangel paa computer hos Cintra), og har det fint.
Udvaeksling goer godt, tror jeg. Foeler mig mere voksen paa en underlig maade:P

Naa, min nye adresse er;

Fam Cintra (kan skrive mit navn, kommer fram)
Rua Teófilo Braga, Lt 536
2975-332 Quinta do Conde
Setúbal
Portugal

Ikke vaer bange for at skrive! Jeg svarer altid;) Skal koebe nye frimaerker i morgen.
Paa fredag er der lejr i Lousã med AFS. Bliver sjovt:)
Saa i morgen maa jeg lave "kjoettkaker" fordi vi skal bringe med noget traditionelt fra vores hjemland.

Skal proeve at faa anskaffet net hjemme ogsaa. Skolearbejde er en brugbar undskyldning:)

Ny familie, sved og gnavsår

Tiden tager helt af. Nu er der gået fem uger.
Jeg har endnu ikke haft hjemve, heldigvis, selvom jeg har haft nogle emotionelle svingninger i det siste.

Sidste mandag kom Charlotte, en tysk pige til Louisa, den nabo jeg helst ville til. Problemet var bare at hun har katteallergi, og de har tre søde katte. Hun har heller ikke været den mest engagerede udvækslingsstudent, og har ligesom ikke været tilfreds med noget, i tillæg til at hun er meget stille, så familien orkede ikke at have hende, og hun kan ikke trække vejret indendøre, så flytning er nødvendigt.

Jeg har været oppe og nede andenhvert minut, fordi det har først set ud som om jeg kunne bo hos Louisa, og så ikke alligevel, og det ville betyde at jeg måtte bo hos den anden nabo. Meget søde folk, men jeg kan af en eller merkelig grund ikke lide dem. Så hver gang det har set ud som om jeg kan komme til Louisa, siger de at det ikke går alligevel, og at jeg ender op hos dem jeg ikke kan lide. De kan derimod lide mig meget godt. Jeg er sikkert kvalmende sympatisk eller noget.

I forgårs var folk fra AFS for at interviewe naboerne jeg ikke kan lide, og jeg fik depretionsanfald fordi jeg ikke vil der. Der var ikke noget at gøre, fordi de KUN ville have mig, og ingen andre, og så måtte det blive sådan.
De afgjorde det i går, og jeg fik en melding af Dúlio mens jeg var i skole; Jeg har dårlige nyheder. Hvis jeg lader være med at hade dig mere(intern humor), kan du så love at ikke være trist?

Jeg blev ikke glad. Men da jeg kom hjem, sagde han sådan; Vil du så høre nyhederne? Du skal bo hos Cintra.(dem jeg vil til)

Jeg begyndte næsten at græde af glede. Nu er jeg lidt trist igen, for i nat er min sidste nat hos fam Santos. Men det er den bedste løsnign på det her:)


Ellers, ting jeg har gjort i det sidste;

Fredag var jeg og Sarah for at begynde på futsal, men pigeholdet var på kamp, så vi blev siddende og kigge og snakke med nogle drenge, og bagefter gik vi i parken og mødte folk fra klassen. Kom hjem kl 12, Dúlio kom fra arbejde kl 1, vi snakkede til kl 2, og så bagefter Ringenes Herre til kl halv 5.(begge faldt dog i søvn halvvejs).

Lørdag løb jeg jeg 7 km på 40 min med Pedro, min kommende vertsbror der plejer at løbe maraton. Jeg var helt død bagefter, men ham og kameraten var meget imponerede:)
Bagefter tog jeg med ham og Charlotte til Lissabon i Vandas(min nye søster) 27årsdag på flamenco-restaurant. Festlig:) I tolvtiden gik vi for at se på nattelivet. Det er noget andet end Sauda! De populære gader var så fulde af folk at man gik i kø. Blev stående og snakke i to timer, og kørte tilbage. Var i seng lidt over 4.

Søndag stod jeg op kl 9 for at spille tennis med Dúlio, hans kammerat David og Davids kæreste. Sjovt, men jeg var lidt for træt.

Mandag havde jeg skole til kl halv 7, med gymnastik i de to sidste timer. Gik hjem, og gik tilbage en time efter for at begynde på futsal. Det var utrolig dejligt at spille fodbold igen:)

Tirsdag havde jeg store smerter i hele kroppen pga for meget træning. Om aftenen gik Vanessa, Sara nabopige og jeg til en dejlig kagefabrik hvor man kan købe nybagte, varme, portugisiske herligheder fra bagdøren:) Mums.:)

Onsdag havde vi gymnastik igen (læreren elsker mig. Klarer at få vurdering NA (avanseret niveau) i alt:D ), og bagefter basketball-træning. Hvem havde troet det om mig? Men det er sjovt:)

Torsdag efter skole var der basketball, og i går var vi en flok hos Goncalo for at spille fodboldspil efter skole, og Sarah, Charlotte, Dúlio og jeg tog til Forum Almada for at købe futsalsko. Selvfølgelig havde de kun str 44 i dem jeg er forelsket i, så vi brugte for lang tid på at finde nogle passende, så vi kunne ikke nå futsal-træningen.
Endte med at vi spiste i centeret, og blev hæntet på stationen af Paulo, Dúlios ven. Jeg var med Dúlio og hans sjove venner på café fra kl 11 til halv 1, og bagefter så mig og ham film:)

Tror det er noget med den portugisiske luft, men selvom jeg er blevet et par gram tyngre, og ikke har spillet ordentlig fodbold på alt for lang tid, spillede jeg overraskende godt idag, da Dúlio havde fået en ven i Lissabon til at tage venner med for at spille mod os og Zé, naboen på 19.
Det var utroligt sjovt:)
Var lidt nervøs i begyndelsen, da jeg var den eneste pige, og ikke havde ordentlige sko, og de andre var toptrænede folk der har spillet for det ene og andet store ungdomshold, men jeg klarede vidst at imponere dem:) hihi.

Vi spillede i to og en halv time, mine gnavsår er værre end før, og Dúlio er halvdød på Vanessas seng.


Dette er det sidste indlæg mens jeg bor hos Santos i nr 534. Næste gang bor jeg hos Cintra to huse lengere nede. Det skal nok blive fint alligevel:)
Glæder mig til at vide at jeg skal blive. Kommer sikkert itl at opholde mig ret meget her alligevel, og skal da fortsat spille tennis, fodbold og se film med Dúlio, og købe kager med Vanessa når vi er på "joggetur" om aftenen:)

I aften skal jeg til min nye familie og spise aftensmad. I morgen flytter jeg nok. Haha, skal kun trille min kuffert 40 m hen ad vejen.


Here I am - this is me. There's nowhere in the world I'd rather be.
Here I am, so young and strong, right here in the place where I belong.

Vasco da Gama

Så har jeg været her hos fam Santos i 3 uger. Tider flyver afsted.
Gider ikke skrive en masse om hvordan jeg føler med familieskifte og lignende, for det tager for lang tid.
Jeg har det fint her, og regner med at blive her en tid endnu, da AFS ikke har ordnet det nødvendige som interview før familieskifte.

Jeg og Dúlio er blevet så gode venner at vi skændes hele tiden. Det er sjovt:) Vi har det meget morsomt sammen og griner hele tiden.

På fredag blev jeg inviteret på kinarestaurant med Hugo i klassen, og vi var 8 stk der var ude at spise. Det var sjovt. Bagefter gik vi til en stor park og sad og snakkede og de andre drak lidt. Ja, jeg ER fornuftig, og gjorde ikke. Familien her sagde at de stolte på mig, og gav mig ingen indetid, så jeg måtte jo vise mig fra min bedste side, og kom hjem halv tolv. Jeg har totalforbud mod at bevæge mig rundt alene ude efter kl 8, så jeg blev enten nødt til at få følge helt hjem eller blive hentet. Jeg tænker jo stadig at folk er som hjemme, og skulle til at sende melding om at blive hæntet, men alle drengene tilbød sig at følge mig hjem, selv om de ville være lengre. Nordiske mandfolk mangler lidt på gentleman-fronten:)
Det endte med at Hugo fulgte mig hjem igen. Han havde jo inviteret, så han havde ansvaret for at få mig hjem. Wow:)

Jaja, i går var det Davids fødselsdag, 9 år(beklager tidligere fejlinfo). Jeg og Vanessa, og efterhånden Dúlio og nabopigen Sara brugte hele formiddagen til at pynte det store kælderrum til hans selskab. Det skulle være kl 14. Kl 13.40 er Mâe og tante Nanda(hendes søster, og kone til den hjertesyge onkel) endnu ikke kommet med varerne til selskabet. Jeg smækker nogle kager sammen(sådan pulver) og stresser rundt for at ordne. Ingen andre gider at øge tempoet, og jeg burde vide at klokkeslæt er uvæsentlige her, men gammel vane etc. Kl 3 kommer den første unge, og klokken er vel fire før alle er kommet. Efter ti min er alt raseret og der løber møgunger rundt og skriger. Men her er storesøskende overraskende tålmodige, og sørger for underholdning og Dúlio og jeg spillede fodbold med dem. Skræmmende.

Senere om aftenen var der familie/slægt/vennesammenkomst med syngning og kagespisning. Ingen følger tidspunkter. Ungerne kom to timer for sent, og gik ikke før klokken var sådan 9-10.

I går formiddag kom nabo Louisa med sin søn og nevø(?) og gav mig en bag med gratis blade og t-shirts o.l reklame og et startnummer. Jeg mindtes at Mâe havde snakket om at vi skulle løbe et løb på en bro, men det var bare løst snak. Nå, der har jeg et startnr, og et hæfte hvor der står om halvmaraton-et i Lissabon den 28.
Ja, jeg fik lidt stres. Men det viste sig at det "kun" var 8 km.
Der sker mærkelige ting med mig, men det endte faktisk med at jeg stod op halv 7 (efter at have faldet i søvn kl halv 2), spiste morgenmad og satte mig i bilen med to ukendte mandlige væsener og kørte til hovedstaden mens solen sakte steg op og badede den smukke by i morgenlys. Det er virkelig lidt af et syn at køre ind i Lissabon over Ponte de 28 Abril tidligt om morgenen, og solen rammer de hvide huse og speljer sig i vandet. Anbefales.

Mens jeg sad der og ikke vidste hvad jeg egentlig havde begivet mig ud på, fik jeg den befriende følelse jeg havde på Gardermoen 5. september. Følelsen af at kunne klare alt. Det er det jeg siger. Jeg skal en gang tattovere "Impossible is nothing" på håndledet. Virkelig den følelse af at være på toppen af verden. Jeg ved ikke hvorfor det kom da, men det var sikkert fordi jeg gjorde noget jeg aldri ville gjort hjemme. Helt alene i en bil med mennesker jeg ikke kænder og næsten ikke kan kommunikere med, på vej mod noget helt uforberedt, og så det at ikke være bange.

Kørte bus fra stationen og måtte gå et langt stykke ud på Vasco da Gama-broen hvor det skulle foregå. Hold da op! Jeg troede ikke der fandtes så mange mennesker.
Dette halvmarathon (jeg løb mini) er internationalt, og helikoptere fra TV fløj rundt og filmede. Der var så SINDSYGT mange mennesker! Efter at vente helt alene i folkehavet i over en time, begynder man pludseligt at bevæge sig. Veldig mange gik løbet bare for sjov, og de første tre km brugte jeg på at prøve at komme forbi mennesker. Gjorde egentlig ikke andet. Jeg løb hurtigere end alle jeg så, for jeg løb forbi folk hele tiden. Og alligevel var jeg så lang bag at jeg ikke kom helt fram. Kunne have gjort det bedre, men for mange mennesker, og for dårlig startsted. Jeg kom ind på 52.15, tror jeg, og blev fundet af nevøen (ved endnu ikke hans navn). Han løb det samme løb på 38 min, og vi måtte vente på Pedro der løb halvmarathon. Nevøen er 17 år, og grunden til at jeg fik nummer, er at hans far arbejder hos det firma der sponser, og får tre gratis billetter hver gang. Næste gang er i Porto i oktober, og jeg tror jeg sagde ja til at være med.
Det var faktisk ikke så galt som jeg havde troet, og det er da sundt at svede lidt. Så har jeg grund til at løbe mere.
Har fået medalie (David er overbevist om at det er ægte guld) med billede af broen, og Vasco da Gama i egen person der sidder i skyerne.

Spiste middag hos Louisa sammen med barnebarnet (smukkeste pigebarn! Pedros datter) og de to andre løbere, og bagefter så vi animationsfilm fra Disney. I løbet af den tid er jeg nået at blive syg. Ondt i halsen, ondt i hovedet (skyldes dog for lidt søvn, antager jeg) og hedetogter.
Tidligt i seng i dag, tror jeg. I morgen er der skole til halv 7. Med gymnastik til sidst. Mon tro om mine ben ikke er lidt ømme.