Nyt år, nye muligheder

Det er vel på tide at bryde min ikke-skrivnings-afhengighed.
De fleste har nok fundet ud af at min norske blog er blevet opdateret i mellemtiden, og jeg vil også anbefale at lige kigge indenom på begge, da jeg højst sandsynligt skriver én om gangen.

Ok, Nu har jeg lige sprunget over hele vinteren her. I midten af februar har vi fuldt forår, tak Gud for det, og i dag har jeg gået rundt i shorts og blevet lidt brunet på mine ellers hvide ben. Der er op mod 20 grader i skyggen midt om dagen, og vejret er uklanderligt fint:)
Det startede for lidt over en uge siden, og jeg håber inderligt at det forbliver sådan fremover, uden nogle tilbagefald til det fugtige gråvejr vi havde efter kuldeperioden i slutten af december. Det er utroligt hvad sol gør med humøret, nu går alt pludseligt opover:)

Ok, nu skal jeg være ærlig; faktisk har jeg ikke haft det helt fint de sidste par uger. I slutten af januar skete der noget, og min optimisme forsvandt. Det var efter at vi var passeret halvvejs af året, og jeg kan ikke forklare helt hvad det var, men jeg fik min første, og sidste, ordentlige nedtur. Jeg har ikke sagt noget fordi jeg ikke gider at skabe unødvændig bekymring blandt familien, så jeg siger det nu da jeg er på vej op igen:)
Jeg indså at der ikke manglede ret meget, og så var det trist, og på den anden side har jeg været her så længe, og det hele er svært at forklare. Og så har jeg lige den sidste tid savnet en familie. Altså, jeg har det egentlig strålende her, og Luisa og Luis er meget søde og alt det der, men vi er ikke særlig tæt på hindanden, desværre. Indså at jeg savnede een eller anden at kunne snakke om alt med. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg tror ingen af os føler os helt "fri" overfor hinanden. Der er ligesom eet eller andet der spærrer for helt åbne forhold. Jeg tror de er bange for at "blande sig" for meget ind i mit liv. Det er klart at det er svært for dem at pludselig få en 17årig pige ind i huset, da deres børn for længst er voksne, og jeg kan også skylde på mig selv, da jeg lukker mig selv inde når jeg ikke umiddelbart føler mig komfortabel med at snakke om personlige ting. Jeg har ikke været så meget hjemme i det sidste, og egentlig er det nok mest min skyld, men jeg føler også jeg har prøvet at prikke hul på den boble, uden resultater. Så det hele fik mig lidt ned en tid, men INGEN GRUND TIL PANIK. Jeg har det stadig som blommen i et æg, set fra et generelt synspunkt:D
Heldigvis kom solen og varmede det hele (det er sjovt hvor kuldrede portugisere bliver med vejret:) Man kan se på folk inde i et rum at der er sol udenfor. Og jeg troede folk var hyggelige i vinter! Som en lærer sagde mig "Vænt og se, om en mnd er alle ude på gaden og helt forårsglade, og meget mere åbne end det du har set til nu").
I går snakkede jeg med Dúlio om mine kvaler, og han sagde at det eneste man kan gøre, er at snakke om det. Det tror jeg bare ikke jeg klarer, for det bliver jo som at anklage dem for noget jeg selv er skyld i. Men han skal snakke med en fra AFS der er god til disse tilfælder, og så ser vi hvad vi gør. Han sagde at ihvertfald skal jeg ikke gå rundt og have det "sådan helt ok..." helt til sommeren.

Det er en styrkeprøve, men jeg klarer mig:) Alt ordner sig.
Jeg har altid Santos, og det er dejligt. Har været der en masse de sidste uger, og føler mig helt hjemme der, og mig og Vanessa ser filme og spiser popcorn, jeg skændes med David, og spiller fodbold med Dúlio og bliver fedet op af Sara ("Ej, Julie, du er godt nok blevet tynd! Og det mener jeg" Det tror vi på. Det er sådan man siger her når jeg KUN er 5 kg tyngre end ved ankomst. Heldigvis er jeg på vej ned til min normalvægt igen efter at have været oppe på skræmmende 70 kg. )

Men ja, hvor var vi?
Julen, ja. Først må jeg sige tuisnd tak for alle gaverne:) Dejligt dejligt, har aldri fået så mange før! Blev meget glad for alle:) Specielt tak til bl.a. Farmor og Farfar for broderiet. Det skal jeg tage godt vare på:) Og til Bjørn der sendte "Peters jul". Og alle andre! (Unicef-gaver fra de "gamle" kåres til bedst brugte penge)
Jeg må sige jeg foretrækker julen hjemme. Bortset fra gaverne og maden var det ikke noget at snakke om. Ingen kagebagning, ihvertfald ingen sne, ikke engang rigtigt træ, ingen julesange, ingen særlige traditioner. Men jeg havde da en fin ferie:)

Nytårsaftenen blev fejret i Lissabon med Juan og Charlotte. Propfyldte metroer, fyrværkeri fra Praça de Comércio, diskotek under Ponte 25 de Abril til kl 4 om morgenen, og så til Juans hus og sove. Annerledes end nytårsaften i lille Sauda.

Nyt år, nye muligheder, og ny klasse. Det må vel kaldes mit bedste valg her i landet. Nu vil jeg ikke have weekend.
Sådan udover at gøre noget nyttigt i timerne, og få sving i hjærnen igen (selv med pinlige karakterer i begyndelsen), er klassen den bedste. Dejligt samhold. Antager at det er den eneste klasse i skolen der er sammen udover skoletiden. Det er den type klasse der tager på campingture o.l. i sommerferien, hvor andre har sine egne vennegrupper.
Dejligt dejligt. Og ovenikøbet er det den med de underligste og skøreste folk, men det hænger nok sammen. I kan læse om min kritik af norsk ungdom i den anden blog.
Denne klasse har bekræftet min teori om at realfagselever er de mest interessante, hehe:)
I modsætning til den gamle klasse, hvor jeg da havde det helt okay selv om de ikke har noget af det fællesskab, er Janteloven ikke-eksisterende i denne her. Og sammenlignet med Norge er det heltt ekstremt. Folk er skøre og har ingen hemninger, og mest af alt er de så ærlige om alt. Alt.
Eks; "Du har en bums dér". "hov, haha, jeg pruttede". "Jeg kan ikke lide dig, du er irriterende"
Svært at beskrive, det lyder skørt på denne måde, men alt er så åbent, og man snakker om det hele. Fjærner ubehagelige stæmninger.
Vi har haft karaokeaftener og set film, fodbold i "ringen" efter skolen, Miljøklub i lunchpausen om mandagen, bandøvelser i pausen om torsdagen og fritimer i kantine/opholdsrum hvor vi har ansvar for skoleradioen. Dejligt.


Jeg har været i Lissabon de to sidste lørdage for at møde andre AFSere. Det har også været hyggeligt, og Lissabon har altid pæne ting at se. Jeg er betaget af Bairro Alto, "det "høje" nabolag", med alle de søde gader og det hele er meget portugisisk.
Fra Belém ved elvebredden kan jeg ikke lade være at bruge kamerabatteriet op - den røde bro, den glitrende elv Tejo, sejlbådene, statuer og monumenter, bakkerne på den anden side og Cristo Rei der passer på byen. Smukt uanset vejr, men da der næsten altid er sol bliver det endnu bedre.

Andre hændelser; besøg af Louis fra New Zealand, Juans fødselsdag 31. januar, Corta-Mato skoleløb som jeg vandt igen (og skal til 3. etape i Setúbal 5. marts)

Jeg har ferie. Karneval, der startede i går og varer til onsdag. I går var een af det bedste dage skolemæssigt. Klokken halv 8 mødte 90% af klassen op hos André, og vi klædte os ud og ordnede os med ivrig hjælp af moren. Her er karneval ikke kun for at børn skal spise slik, her klæder man sig ud og går i skole. Personligt gik jeg for 80'erne-stil med skrigende farver og converse-sko. De andre piger i klassen klædte sig ud som gale forskere med interessante resultater - wc-børster og paletknive som redskaber - og højdepunktet var drengene.
Én gang i året får de et indblik i kvinders komplicerede verden med højhælede sko, BH-er og make-up. Det var fantastisk vittigt:) Parykker og dametasker og flagrende skørter, og hårede ben og brystkasser sådan ind i mellem.
Der var også et par der klædte sig ud som aldrende, delvist alkoholiserede mænd fra landsbyerne i nord, med sammenvoksede øjenbryn, ølvom, stråhat og de dér grimme rudede jakker fra 70erne.
Det hele var ganske forlysteligt, og vi fik aldri rigtigt gjort noget nyttigt i skolen. Da vores klasse var den med flest udklædte, blev vi hæntet for at tage et lille optog gennem lærerværelset og sekretariet før vi fik tidligt fri.
I morgen skal vi til Sesimbra og se optog, og også tirsdag aften. Det er ikke helt karneval i Rio de Janeiro, men det er ihvertfald noget andet end "bollesøndag" i Norge. Og jeg elsker det:)

Sproget, ja, hvordan er det? Jeg er begyndt at arbejde med at fjærne min grimme accent jeg tit og ofte bliver drillet med, men jeg tror det går fint. Forstår alt uden problemer, og skriver af een eller anden grund bedre end jeg snakker.
Nu er jeg aktivt deltagende i timerne, og klarede at få 15 på min filosofiprøve (på en skala fra 1-20, og <10 er negativ) sidste fredag. Det er jeg dejligt tilfreds med, da det går meget på sprog, og vi ovenikøbet leverede en tekst ind, og jeg der fik 70 af 80 point. Klarede at få 5,3 på matematikprøve, ved ikke engang hvorfor. Men jeg begyndte jo midt i året, og har mistet en del af det de har haft tidligere. Fik også 9,5 både i biologi og fysik, men de sagde at det ikke var galt da jeg jo er "ny" i klassen. Fra nu af skal vi ikke se flere negativer:) Jeg arbejder også hårdere, så det skal nok gå.

Ellers er der karnevalet nu, og næste weekend er der overnatningsfest hos Paula, da hun og Ana bliver 17 (jeg går med dem der er fra 1992), og så skal jeg se om jeg klarer at komme til Tomar og Aputsiaqs skolebal lørdag til søndag. Så er der jo også snart påske, gudbevars, og besøg fra div gamle kændinger hjemmefra:)
Selv når ikke alt er lige sjovt, flyver tiden. I skal se, om en uge står jeg hjemme i haven med fjæld og træhus og blommetræer istedetfor sand og palmer og citrusfrugter.
Selv om man også møder modgang, er dette en meget vigtig erfaring. Det har virkleigt åbnet mine øjne.
Man kan jo heller ikke altid få alt man vil have. Hvad der ikke dræber dig, gør dig stærkere:)

Og der er altid dejlige øjeblik, som at ligge tre piger i græsset i parken og sole maven og grine af sjove historier, sidde på taget udenfor mit vindue og skrive dagbog og lytte til gøen og trafik og fuglekvidder, timer hvor læreren ikke møder op, og man går hen og spiller fodbold, eller bare bliver siddende og snakke i skolegården, "løbeture" til kagefabrikken om aftenen, sidde sammenklæmte på en betongbænk en kold og klam søndagsmorgen med brølende fædre rundt om for at se Bruno spille fodboldkamp, sidde og klimpre gitar og keyboard med Ana Lisa (der er så skør at jeg ikke kan beskrive det), komme hjem til brusebad, varm suppe og god TV-serie efter en hård omgang i træningscenteret, ovenikøbet når Matilde, Daniela og jeg betalte 4,75 euro for TRE lusne stykker konfekt i en slikbutik, og de ikke en gang smagte særligt godt.
Som jeg så at Marte havde skrevet,
lær at elske de nære ting.

Over og ud for denne gang:)