Vasco da Gama

Så har jeg været her hos fam Santos i 3 uger. Tider flyver afsted.
Gider ikke skrive en masse om hvordan jeg føler med familieskifte og lignende, for det tager for lang tid.
Jeg har det fint her, og regner med at blive her en tid endnu, da AFS ikke har ordnet det nødvendige som interview før familieskifte.

Jeg og Dúlio er blevet så gode venner at vi skændes hele tiden. Det er sjovt:) Vi har det meget morsomt sammen og griner hele tiden.

På fredag blev jeg inviteret på kinarestaurant med Hugo i klassen, og vi var 8 stk der var ude at spise. Det var sjovt. Bagefter gik vi til en stor park og sad og snakkede og de andre drak lidt. Ja, jeg ER fornuftig, og gjorde ikke. Familien her sagde at de stolte på mig, og gav mig ingen indetid, så jeg måtte jo vise mig fra min bedste side, og kom hjem halv tolv. Jeg har totalforbud mod at bevæge mig rundt alene ude efter kl 8, så jeg blev enten nødt til at få følge helt hjem eller blive hentet. Jeg tænker jo stadig at folk er som hjemme, og skulle til at sende melding om at blive hæntet, men alle drengene tilbød sig at følge mig hjem, selv om de ville være lengre. Nordiske mandfolk mangler lidt på gentleman-fronten:)
Det endte med at Hugo fulgte mig hjem igen. Han havde jo inviteret, så han havde ansvaret for at få mig hjem. Wow:)

Jaja, i går var det Davids fødselsdag, 9 år(beklager tidligere fejlinfo). Jeg og Vanessa, og efterhånden Dúlio og nabopigen Sara brugte hele formiddagen til at pynte det store kælderrum til hans selskab. Det skulle være kl 14. Kl 13.40 er Mâe og tante Nanda(hendes søster, og kone til den hjertesyge onkel) endnu ikke kommet med varerne til selskabet. Jeg smækker nogle kager sammen(sådan pulver) og stresser rundt for at ordne. Ingen andre gider at øge tempoet, og jeg burde vide at klokkeslæt er uvæsentlige her, men gammel vane etc. Kl 3 kommer den første unge, og klokken er vel fire før alle er kommet. Efter ti min er alt raseret og der løber møgunger rundt og skriger. Men her er storesøskende overraskende tålmodige, og sørger for underholdning og Dúlio og jeg spillede fodbold med dem. Skræmmende.

Senere om aftenen var der familie/slægt/vennesammenkomst med syngning og kagespisning. Ingen følger tidspunkter. Ungerne kom to timer for sent, og gik ikke før klokken var sådan 9-10.

I går formiddag kom nabo Louisa med sin søn og nevø(?) og gav mig en bag med gratis blade og t-shirts o.l reklame og et startnummer. Jeg mindtes at Mâe havde snakket om at vi skulle løbe et løb på en bro, men det var bare løst snak. Nå, der har jeg et startnr, og et hæfte hvor der står om halvmaraton-et i Lissabon den 28.
Ja, jeg fik lidt stres. Men det viste sig at det "kun" var 8 km.
Der sker mærkelige ting med mig, men det endte faktisk med at jeg stod op halv 7 (efter at have faldet i søvn kl halv 2), spiste morgenmad og satte mig i bilen med to ukendte mandlige væsener og kørte til hovedstaden mens solen sakte steg op og badede den smukke by i morgenlys. Det er virkelig lidt af et syn at køre ind i Lissabon over Ponte de 28 Abril tidligt om morgenen, og solen rammer de hvide huse og speljer sig i vandet. Anbefales.

Mens jeg sad der og ikke vidste hvad jeg egentlig havde begivet mig ud på, fik jeg den befriende følelse jeg havde på Gardermoen 5. september. Følelsen af at kunne klare alt. Det er det jeg siger. Jeg skal en gang tattovere "Impossible is nothing" på håndledet. Virkelig den følelse af at være på toppen af verden. Jeg ved ikke hvorfor det kom da, men det var sikkert fordi jeg gjorde noget jeg aldri ville gjort hjemme. Helt alene i en bil med mennesker jeg ikke kænder og næsten ikke kan kommunikere med, på vej mod noget helt uforberedt, og så det at ikke være bange.

Kørte bus fra stationen og måtte gå et langt stykke ud på Vasco da Gama-broen hvor det skulle foregå. Hold da op! Jeg troede ikke der fandtes så mange mennesker.
Dette halvmarathon (jeg løb mini) er internationalt, og helikoptere fra TV fløj rundt og filmede. Der var så SINDSYGT mange mennesker! Efter at vente helt alene i folkehavet i over en time, begynder man pludseligt at bevæge sig. Veldig mange gik løbet bare for sjov, og de første tre km brugte jeg på at prøve at komme forbi mennesker. Gjorde egentlig ikke andet. Jeg løb hurtigere end alle jeg så, for jeg løb forbi folk hele tiden. Og alligevel var jeg så lang bag at jeg ikke kom helt fram. Kunne have gjort det bedre, men for mange mennesker, og for dårlig startsted. Jeg kom ind på 52.15, tror jeg, og blev fundet af nevøen (ved endnu ikke hans navn). Han løb det samme løb på 38 min, og vi måtte vente på Pedro der løb halvmarathon. Nevøen er 17 år, og grunden til at jeg fik nummer, er at hans far arbejder hos det firma der sponser, og får tre gratis billetter hver gang. Næste gang er i Porto i oktober, og jeg tror jeg sagde ja til at være med.
Det var faktisk ikke så galt som jeg havde troet, og det er da sundt at svede lidt. Så har jeg grund til at løbe mere.
Har fået medalie (David er overbevist om at det er ægte guld) med billede af broen, og Vasco da Gama i egen person der sidder i skyerne.

Spiste middag hos Louisa sammen med barnebarnet (smukkeste pigebarn! Pedros datter) og de to andre løbere, og bagefter så vi animationsfilm fra Disney. I løbet af den tid er jeg nået at blive syg. Ondt i halsen, ondt i hovedet (skyldes dog for lidt søvn, antager jeg) og hedetogter.
Tidligt i seng i dag, tror jeg. I morgen er der skole til halv 7. Med gymnastik til sidst. Mon tro om mine ben ikke er lidt ømme.

Opdatering

Nu sidder jeg på mit og Vanessas værelse med radioen kørende.
Før var jeg med Mâe for at handle kylling til frokosten, og for at sige hej til Dúlio der var på arbejde. Han arbejder frivilligt hos Røde Kors og sad og testede blodtryk og - sukker på forbipasserende.

Uha, sørgelige nyheder. Mâe fortalte mig lige at Brida, den ene hund er død. :'( Trist. Hun har ikke sagt det til David og Vanessa endnu.

Jeg ved ikke hvem der ved, og hvem jeg har fortalt det til, så jeg siger det igen;
Familien Santos er kun midlertidig familie, og jeg kan ikke blive boende, fordi Mâes søsters mand har hjerteproblemer. De bor i Angola, og kommer til Portugal for at få ham opereret, og i mellemtiden skal de bo her.
Jeg har gode og dårlige nyheder.
Gode; Jeg kan blive i Quinta do Conde. Ikke kun det, jeg kommer til at blive nabo til fam Santos. Der er to familier der vil have mig. Den ene er naboen ligeved siden af, fem meter til højre, og den anden er nabo til venstre, med ét hus imellem. Så jeg kommer ikke til at skifte skole, og jeg kan møde Santos' ca hva tid som helst.

Dårlige; Jeg har virkelig ikke lyst til at flytte. Naboerne er meget søde, men alligevel ikke helt mig. De lige ved siden af har to piger, en på 15 og en på 24. Sidstnævnte bor hjemme sammen med sin kæreste.
Den anden nabo er en dame på 50 der bor alene med tre katte. Hendes mand døede i bilulykke for mange år siden, og hendes børn bor ikke hjemme længere. Hun har en pige på 24 og en søn på 28, og et barnebarn der er på besøg ret ofte, der er 8.

Det er ikke særligt sjovt, for jeg vil ikke flytte, og så er det også svært at vælge. Den enlige dame passer mig nok bedst, men jeg er bange for at blive lidt ensom når jeg er der.
Nå, den tid, den sorg.

Sidste lørdag havde Mâe fødselsdag. Dúlio og Vanessa overraskede hende med at invitere slægt og venner uden at hun vidste det, og jeg bagte sjokoladekage. Huset var fuldt af kyssing og synging og diskutering og kagespisning og alt der hører sig til i portugisiske sammenkomster hele eftermiddagen.
Den aften overnattede jeg og Vanessa hos Sara, nabopigen (der jeg måske skal bo), sammen med Nelba (Mâes guddatter), og vi så film til kl 3.
På søndag var jeg på Forum Almada, enormt købecenter lige i udkanten af Lissabon, og jeg mødte Åshild, en af de andre norske piger her. Det var hyggeligt:)
Nu har jeg fået at vide at hun har fået ny familie, for hun havde også velkomstfamilie. Hun flytter til Leiria, to timer nord for Lissabon.

Jeg har været i skole fire dage nu, og det går fint. Folk er virkelig imødekommende i forhold til hjemme! Vi skulle i biografen på torsdag, men vi aflyste det fordi der ikke var så mange der kunne alligevel, men på mandag skal jeg spise lunsj hjemme hos Sarah, en brasiliansk pige i klassen.:)
Fagene virker utroligt nemme. Matematik og engelsk er latterligt.
Filosofi og portugisisk virker meget interessant, men der har læreren foreløbig ikke gjort andet end at snakke, så sproget er jo en lille hindring. Min portugisisklærer syntes dog jeg snakkede meget godt til kun at have været her i to uger:)
Historie har vi ikke haft endnu, for læreren dukkede ikke op til timen på torsdag, så vi tilbragte de to timer med at spille kort i caféen overfor skolen. Det var vist helt almindeligt.

Portugisere har ekstremt god tid. Jeg løb nærmest til skole i går, for jeg var lidt sen. Kom der lige præcis, og fik lige tid til at snakke med klassekamerater i 5-10 min før vi gik ind, og før læreren kom.
Når der er fem minutter tilbage af frikvarteret, er der altid nogle der lige skal købe noget at spise udenfor skolens område, og mener de har god tid. Det har de også altid, for selvom de kommer både fem og ti minutter for sent, er de altid lidt før læreren.

I går kørte vi til Setúbal fordi Dúlio skulle søge skoleplads. Han hæntede mig efter skole kl 1, og sagde at vi blev nødt til at køre rundt kl2. Ok.
Klokken var kvart over tre før vi kom afsted, og vi kom til universitetet ti minutter før søgnadsfrist. I tillæg havde han glæmt at få penge af Mâe som vi efterlod på hospitalet(for at snakke om den hjertesyge svoger), og søgnaden koster 10 euro. Jaja, en Julie er altid handy, og hun har da i tillæg penge nok til endnu en søgnad når min kære vertsbror skriver forkert på den første.
Haha, han kan takke mig når han får skoleplads:)

Både i nat og i går drømte jeg på portugisisk. Det var ikke så overvældende som jeg havde planlagt. Jeg har ligesom glædet mig til den dag jeg drømmer på et andet sprog. Skuffende, for det endte jo kun med at jeg ikke forstod alt drømmepersonerne sagde.Tillykke, Julie.

Solen skinner, som sædvanligt, og jeg har det fint:)

Fremme hos familien Santos!

Jeg er i Portugal, og det er dejligt:)

Rejste til Oslo med Linda og co, og vi m0dte de andre norske piger paa Gardermoen. Alle er rigtigt s0de, og vi blev straks gode venner. H0j stemning i flyet.

Lejren var utrolig sjov! Skulle have varet en uge. Masser af s0de mennesker fra hele verden. L0rdag aften var der talent-show, og man viste typiske ting fra sit eget land. Vi tog hue og jakke paa og malte flag paa kinderne og havde norske flag med. Sang nogle sange, og vi var stor turistattraktion, specielt for thailenderne.
Flotte ting at se. Dans, sang og div lege. To stk fra Costa Rica beh0vede frivillige til dansekonkurrence, og jeg og Caglar fra Tyrkiet vandt, og fik praemie. Saa nu haenger der et Costa Rica flag ved min seng, med hilsener fra alle.

I gaar skulle vi m0de familierne, og alle havde mere eller mindre daarlige nerver. Kun Dulio kunne m0de mig, for familien var paa tur sagde han. Da vi kom frem til det s0de hus i Quinta do Conde og jeg aabnede d0ren til mit og Vanessas vaerelse, stod alle der med ballonger!

De er virkelig saa s0de! Jeg bliver forkaelet. Spillede scrabble i gaar! De pr0ver at laere mig saa meget som muligt, saa jeg tror ikke sproget bliver nogen stor hindring. Forstaar allerede lidt naar de taler langsomt.

Det er saa perfekt:) De har ogsaa to hunde, og David paa ti snakker hele tiden og vil have mig med paa det hele. Han elsker fodbold. Dulio siger der er futsal-hold for piger her, saa jeg skal pr0ve at komme med der:) Dulio vil ogsaa gerne have nogen at spille tennis med:) Maa vaere aktiv for at ikke blive for tyk, for Sara(mor) propper mig med mad, og tror vidst hele tiden jeg faar for lidt. Jeg pr0ver at styre mig.

I gaar aftes var vi paa festas de cidade i en by ca en halv time herfra. Byfest:) Sjov oplevelse! Alle gaderne var pyntet med lys og guirlander, der var boder med alt fra undert0j til roboter, og al mulig portugisisk mad, og mennesker i hopetal. Smagte traditionelle kager, saa baade folkloredans og noget der saa meget spansk ud- flamenco-lignende der var utrolig flot. K0rte radiobil og Sara k0bte en haandmalet lysestage til mig som minde. Hun er ca verdens s0deste menneske:) Kom hjem halv 1-1, og jeg var d0dtraet, og gik i seng. Skal tilbage i morgen sammen med Dulio der var paa arbejde i gaar, for det varer hele ugen.

Skole paa mandag. Bliver interessant. Jeg faar dog ikke skoleuniform, desvaerre.

Naa, nu er jeg vidst asocial.
Vi snakkes ved.
Jeg har det flot!

Klar til afrejse!

Nu går min sidste dag i Sauda mod slutten.
Har spist mit sidste middagsmåltid, været i Sauda for sidste gang, haft min sidste skoledag osv.
Sørgelig dag i skolen, men også hyggelig. Jeg havde chokoladekage med så vi spiste kage i norsktimen. Har sagt farvel til alle mine venner og klassekamerater m.m. nu. Jeg kommer til at savne dem meget, men heldigvis er de der når jeg kommer tilbage:)

Mit liv er nu proppet ned i en kuffert. Lige nøjagtigt 20 kg bagage, og det er jeg meget stolt af:) Jeg har nok lige lovligt meget håndbagage, men det bliver de nødt til at acceptere. Jeg skal jo flytte, for Guds skyld!;)


I morgen bliver jeg hentet af Linda(min bedste veninde der også skal til Portugal) og hendes foreldre, og jeg skal køre med dem til Oslo. Der skal vi overnatte på hotel (skriver ikke sove, for jeg tvivler på at der bliver megen søvn på Linda og jeg, da vi begge lider af kraftig rejsefeber allerede).
Kl 13.30 skal vi møde op på Gardermoen, og møde de andre AFS-ere der skal til Portugal, og kl 16.35 letter flyet. Er i Portugal ca halv 8, og derefter skal vi være på "Survival Camp" frem til søndag.

Dette bliver mit sidste indlæg før rejsen, og jeg ved ikke hvornår jeg kommer på net næste gang, så I må vente i spænding:)

Pøj pøj til mig selv:)

P.S. I er velkomne til at kommentere mine indlæg, så jeg ser at der er nogle der læser dem:) Er der noget I vil spørge om, kan I også bare gøre det på den måde.